Reersoe - Om klubben RH
   
LIDT OM REERSØ HARMONIKAKLUB


HVORNÅR BEGYNDTE DET?


Klubben startede i 1992 på den smukke halvø Reersø, hvor det hele begyndte med, at nogle mennesker mødtes ganske uformelt hver tirsdag aften i Reersøhuset for at spille harmonika sammen. Avisen fik nys om det og skrev artikel om initiativet og derefter kom der flere og flere deltagere til.  Og til sidst var der så mange, at deltagerne følte behov for at organisere det hele lidt mere og derfor stiftedes ”Reersø Harmonikaforening” – navnet er senere ændret til Reersø Harmonikaklub.


HVOR MANGE MEDLEMMER?


Klubbens medlemstal har gennem årene ligget mellem 15 og 30, og i juli 2016 er der 24 medlemmer.



HVOR OG HVORNÅR MØDES MEDLEMMERNE?


Medlemmerne mødes hver onsdag aften i Aktivitetscentret Åvangen, Centervej, 4470 Svebølle, hvor der er samspil for alle medlemmer samt socialt samvær.  Indtil 1. maj 2016 havde klubben i mange år lokaler på Kirke Helsinge skole, men medlemmerne kunne spare en stor del kørte kilometer ved at flytte klubaftenerne til Svebølle. En mindre gruppe af klubbens rutinerede medlemmer mødes derudover hver anden torsdag på Reersø i Reersøhuset. I daglig tale kaldes gruppen ”torsdagsholdet” og denne gruppe spiller primært ikke efter noder. I 2016 opstod der spontant blandt klubbens medlemmer en mindre gruppe, som kalder sig ”Trækspillerne”, og udover de ugentlige mødeaftener, så mødes de under private former hver anden tirsdag. Denne gruppe spiller primært efter noder.


HVILKEN MUSIK SPILLES DER I KLUBBEN?


I klubben spilles overvejende musik, som henvender sig til det lidt ældre publikum. Underholdnings- og dansemusik samt musik velegnet til fællessang. Der spilles primært efter noder, men musikere, som kun spiller efter gehør, er naturligvis også velkomne. Det er selvfølgelig en glæde at kunne spille klubbens repertoire i en rimelig standard, så andre også har lyst til at lytte til musikken, men grundholdningen i klubben er, at det ikke altid er det ultimativt perfekte, der skal gå forud for glæden ved samspillet og deltagelsen i fælleskabet.


KLUBBENS ARRANGEMENTER.


Klubben har gennem årene deltaget i utallige arrangementer – bl.a. er klubben kendt for det lille, årlige og populære forårstræf ved Fårehuset på Reersø.  Træffet afholdes udendørs og fast på Kristi Himmelfartsdag. Der er fri adgang for alle til at komme og lytte på. Klubben deltager desuden i harmonikatræf o.l.  i andre klubber, og fra 2015 har klubben genoptaget sin gamle tradition med afholdelse af et årligt endags harmonikatræf, hvor andre harmonikaklubber og musikgrupper fra store dele af Sjælland inviteres. Træffes afholdes den første lørdag i oktober måned i Svallerup Forsamlingshus.


 



HVAD TILBYDER KLUBBEN?


Som en del af klubbens virke har man hele tiden tilbudt sig med musik til mange forskellige arrangementer – f.eks. underholdning med musik og fællessang på ældrecentre, foreninger, erhvervsarrangementer (byfester o.l.) m.m. Klubben er fortsat meget aktiv på dette område og der kan leveres underholdning med grupper i mange størrelser – som regel helt nede fra 2-3 personer.  Der tages normalt et rimeligt og meget overkommeligt honorar for klubbens underholdning ved bestilt udespil, men det aftales individuelt i hvert enkelt tilfælde. Vi vil gerne glæde andre, som har behov for at blive glade af lidt musik.


Klubbens medlemmer er selvsagt primært harmonikaspillere, men medlemmer, der spiller på andre instrumenter, er også velkommen – i juli 2016 er der f.eks.også  medlemmer som spiller på violin, klarinet, bas og guitar. 


En del af glæden ved medlemsskabet skal også gerne omfatte fornøjelsen af det sociale samvær med de andre medlemmer, og klubben lægger derfor stor vægt på, at der blandt medlemmerne hersker et godt venskab og kammeratskab.


Venskab og kammmeratskabet dyrkes også ved årlige interne arrangementer, hvor medlemmerne hygger sig sammen med deres eventuelle ledsagere. F.eks er der tradition for en årlig nytårsfest i Januar måned samt en årlig sommerfest, som for det meste afholdes i august måned.


 


Redigeret juli 2016.


 


 
Panel titel
Antal besøg: 840105

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Redigering

-0,6584780216217sekunder
Seneste Nyheder
Træf Svallerup 2016